Jeg sad med ryggen mod solen med ansigtet mod et kulsort mørke, jeg kunne ikke bevæge mig, ikke vende mig væk og lade solen skinne på mit ansigt. Det var lyse pletter i mørket, men jeg kunne ikke nå dem, min krop var lammet og min sjæl var gået i stå. Kun de lys pletter fik mig til ikke at give op og da jeg fandt modet til at ringe dig op, blev de lyse glimt hurtigt flere og flere, nu tør jeg med dig i tanken og med de værktøjer vi sammen har fundet, at vende ansigtet væk fra mørket og lade solen varme mit ansigt og min sjæl og selv om mørket stadig er der er det lettere at vende mig væk fra det.

Jeg er på vej væk fra det men stadig uhyre bevidst om at hvis jeg vakler så omslutter det mig igen. Tak for dig og for at du går foran mig og holder min hånd når jeg har brug for det og giver slip når jeg selv kan lykkes med det mål jeg sætter mig, kærligst Lisette